Vi håber på et bredt medieforlig
Forhandlingerne om en ny medieaftale er i fuld gang. Vi håber på et bredt forlig, så branchen kan få ro og sikkerhed og mulighed for at planlægge ud i fremtiden.
Foto: Kulturministeriet / Nanna Reimers
De kulturpolitiske ordførere er nu i gang med de svære forhandlinger om en ny medieaftale, og de foregår på bagtæppet af en temmelig turbulent tid i vores film og tv-branche. Der er både de lokale, danske dagsordener og de endnu større globale dagsordener om AI, techgiganter, internationale ejere af fx YouSee. Alle vi interessenter kappes lige nu ekstra meget om politikernes opmærksomhed og de relativt få midler, som udgør vores hjørne af den kommende finanslov. Vi har gennem de sidste mange måneder spillet alle vores ønsker ind gennem utallige personlige og mere formelle møder, kampagner fx ”Husk kulturen” med Egon Olsen bowlerhatte til politikerne, debatindlæg og meget mere. Vores højeste ønske er, at det lykkes at indgå et bredt medieforlig på tværs af så mange politiske partier som muligt, så det kan give ro og sikkerhed i vores hårdtprøvede branche. Nok er vi glade for dramatik, men det skal helst være med et manuskript, som vi kender på forhånd, så vores medlemmer kan planlægge flere år ud i fremtiden. Her spiller vores store, stærke public service-institutioner DR og TV 2 en helt central og vigtig rolle ikke mindst som vores fælles bolværk overfor techgiganterne.
Vi har gennem mange år været begunstiget af, at brede politiske aftaler har tilgodeset vores branche med tiltag som kulturbidraget og senest produktionsrabatten. Derfor håber vi, at politikerne også vil bakke op om den helt unikke danske rettighedsmodel. Rettighedsmidlerne sikrer, at både kunstnere og film og tv-producenter får betaling for det indhold, de har skabt, når andre laver forretning på det uanset hvilke teknologier der anvendes. Rettighedsmidlerne er nemlig meget vigtige for at sikre, vi har et sundt kulturelt økosystem, både kreativt og forretningsmæssigt. De er med til at sikre, at private producenter kan skabe arbejdspladser til både unge og etablerede kunstnere og kreative, og udvikle godt dansk indhold, der giver os fælles fortællinger og skaber sammenhængskraft.
Der er naturligvis forskellige og nogle gange også modsatrettede interesser i branchen, men når vi forhåbentlig snart har fået en god medieaftale, skal vi igen kunne se hinanden i øjnene og samarbejde i vores helt unikke og gensidige afhængighed.
Anna Porse Nielsen, direktør, Producentforeningen