Tiden er moden til en dansk strategi på spilområdet
Mens vi venter på, at politikerne forhandler et nyt og forhåbentlig bredt medieforlig, der kan sikre midler til dansk film og investeringer i danske tv-serier, så er der heldigvis masser af ting at glæde sig over i den danske spilbranche.
Vi har nu en kulturminister, der for alvor har set potentialet – kulturelt og erhvervsmæssigt - i den danske spilbranche. Det kom klart til udtryk under ministerens besøg på Game Developers Conference i San Francisco i marts.
Danmark har en spilbranche, der under det nylige Copenhagen MatchUp tiltrak stor interesse fra 75 investorer, hvoraf langt hovedparten kom fra udlandet, og vi har lige afviklet det årlige brancheevent Spilprisen, der med al tydelighed viste, at spilbranchen bobler af kreativitet, optimisme og ikke mindst masser af talent. Spilprisen uddelte en buket af priser til et flot og mangfoldigt udvalg af digitale spil og præsenterede samtidig 21 udvalgte talenter fra branchen, som i de kommende år vil være med til at sikre fortsat innovation og vækst.
Spilbranchen er i den grad klar til at træde ud af filmens skygge. I dag fylder spil 4 linjer i den eksisterende syv sider lange Filmaftale. Intet om spilbranchens potentialer og kulturelle betydning.
Faktum er, at halvdelen af børn i alderen 1-15 år dagligt eller næsten dagligt spiller, og de 7-14-årige vil hellere bruge tid på at spille end være på de sociale medier eller gå i biografen. Også forældre og bedsteforældre har i dag spil som en naturlig del af deres kulturforbrug. 62 pct. af de 35-44-årige har spillet inden for de seneste tre måneder, og det samme har 29 pct. af de ældre på 75 år og derover.
Alligevel kniber det med at anerkende spil som et kulturprodukt på linje med film, tv, musik og litteratur. Derfor er børn og unges primære spilforbrug i dag spil, der er udviklet i en asiatisk eller amerikansk kontekst og ikke båret af danske værdier og en dansk virkelighed.
Det er ganske enkelt ikke holdbart. Danmark mangler en strategi og ambitioner på spilområdet. Derfor har vi opfordret regeringen til at udarbejde en national handlingsplan for spil og etablere et institut for spiludvikling. Og nu er tiden moden.
Jørgen Ramskov, direktør