Sammen står vi stærkere

Juni måned har været en vild kulmination på et vildt første halvår af 2025, skriver Anna Porse Nielsen. Vores branche er lille og et uhyre sårbart økosystem, så vi er nødt til at stå og kæmpe sammen – både herhjemme og ude i den store verden.

This describes the image

Foto: fra "retssalsdramaet" på Hotel Allinge på Bornholm 

Alliancen bag produktionsrabatten
10. juni fik vi den fantastiske nyhed om, at regeringen, SF og de radikale havde indgået en politisk aftale om en ny produktionsrabat på 125 mio. kr. årligt fra 2026. Sammen med en stor og bred alliance bestående af virksomheder og organisationer fra hele film- og tv-branchen har vi i flere år arbejdet stenhårdt for at få politisk opbakning til, at Danmark, som det sidste land i Europa, nu også kan tilbyde både danske og udenlandske film- og tv-produktioner en refusion på 25% af deres udgifter.  

Jeg vil gerne endnu engang rette en stor tak til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og kultur- og medieordførerne fra M, S, V, SF og de radikale for at have landet en virkelig god aftale og til hele alliancen og særligt Line Aarsland, som har været tovholder for det store arbejde med at samle branchen og udarbejde vores forslag til modellen.  

Den nye ordning bliver afgørende for vores branche og vil betyde, at vi får langt flere produktioner, der bliver optaget i Danmark. Samtidig er selve processen med at nå hertil et virkelig godt eksempel på, at vi kan opnå den slags sejre, når HELE branchens økosystem står sammen.  

Vi vil nu følge det kommende lovbehandlings- og bekendtgørelsesarbejde tæt. Det bliver Slots- og Kulturstyrelsen, som skal varetage administrationen af ordningen, ligesom det er tilfældet med Kulturbidraget. Kulturbidraget er nu på vej ud i branchen og lander også på et rigtig tørt sted, fordi mange af vores medlemmer stadig kæmper for at komme tilbage på fode efter rettigheds- og coronakrisen og pga den generelle afmatning i markedet. Det viser vores seneste offentliggjorte tal fra Danske Indholdsproducenter desværre også med al tydelighed.

Samskabelse på Folkemødet
Men tilbage til det med at stå sammen. Vores branche er lille og et uhyre sårbart økosystem, så vi er nødt til at stå og kæmpe sammen – både herhjemme og ude i den store verden, når fx YouSee nu er 100 % ejet af den australske kapitalfond Macquarie Group, og alle vi rettighedshavere derfor kæmper sammen mod helt andre kræfter for at sikre vores system. På Folkemødet på Bornholm samarbejdede vi også om at sætte fokus på de politiske dagsordener, der påvirker vores branche. Vi havde 3 events i Allinge, heraf to sammen med Dansk Skuespillerforbund: ”What are we fighting for?” om åndelig oprustning med bl.a. Malene Flindt Pedersen, vicebestyrelsesleder i Producentforeningen og producent i Hansen & Pedersen. Sammen med både DSF og TvMF inviterede vi unge fra Bornholms gymnasium og fra politiske ungdomsorganisationer til at fortælle, hvilke film og tv-produktioner de gerne vil se. En bred vifte af redaktører og beslutningstagere i branchen bl.a. producer Louise Vesth fra Zentropa deltog og lyttede intenst til de unges meget ærlige og kloge bud. Endelig iscenesatte vi ”retssalsdramaet” "Thi kendes for ret" med skuespiller Mette Horn som anklager sammen KreaKom, Creative Denmark og Games Denmark. Repræsentanter fra de fire organisation bl.a. Kasper Fredshavn, bestyrelsesleder for Producentforeningen og CEO i Drive Studios, sad på anklagebænken og forsvarede de kreative erhverv. Publikumsjuryens dom lød heldigvis, at de kreative erhverv er med til at skabe vækst – og til at gøre Danmark stærkere, både økonomisk og samfundsmæssigt.  

Sammenhold om psykologisk tryghed
Undersøgelsen af ”Grænseoverskridende adfærd i film-, tv- og scenekunstbranchen” er endnu et godt eksempel på et stærkt branchesamarbejde mellem Dansk Skuespillerforbund, Dansk Scenekunst, Danske Filminstruktører og Producentforeningen. Undersøgelsen blev gennemført i efteråret 2024 blandt i alt 13 organisationer i branchen og præsenteret på et velbesøgt event på Betty Nansen Teater den 24. juni og fik derudover meget flot medieomtale.

Sekretariatssamarbejde
Internt i sekretariatet samarbejder vi naturligvis også om en lang række af opgaver og om at realisere vores nye strategi. Et af pejlemærkerne i strategien hedder ”en aktiv, udadvendt og effektiv forening.” Den 17. juni satte vi derfor mails og møder på pause og kastede os over kunstig intelligens. Nogle af os har længe arbejdet med ChatGPT, og for andre var det første gang. Vi fik en god introduktion til sprogmodellen, og prøvede kræfter med den, så vi kan blive endnu bedre til at bruge det nye værktøj både til gavn for os selv i sekretariatet og for vores medlemmer. 

Vision Denmark er nu lukket næsten ned, og vi har alt for meget plads i sekretariatet på Bernhard Bangs Allé, så derfor flytter vi, sammen med Producent Rettigheder Danmark, til nye lokaler på Nordre Fasanvej fra årsskiftet. Det glæder vi os meget til, men først glæder vi os til at nyde sommeren, hvor vi skal slappe af og samle kræfter til efterårets mange spændende opgaver fx den fortsatte kamp mod YouSee og de indledende øvelser til de kommende medie- og filmaftaler. 

Jeg ønsker alle vores medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god og velfortjent sommerferie! 

Anna Porse Nielsen, direktør i Producentforeningen

Opdateret 26. jun 2025

Vil du vide mere?