Positiv afgørelse i sagen mellem TDC/YouSee og rettighedshaverne
Ophavsretslicensnævnet har truffet afgørelse i den første og største af de sager, der udspringer af konflikten mellem TDC/YouSee og rettighedshaverne om betalingen for det indhold, YouSee sælger i deres tv-pakker.
Efter en omfattende behandling afviser Ophavsretslicensnævnet bl.a. TDC/YouSees krav om markante nedsættelser i betalingen og fastsætter endda på enkelte områder en højere betaling. I vurderingen af priserne lægger Ophavsretslicensnævnet vægt på, at YouSee har sat priserne op på tv-pakkerne, mens rettighedsbetalingerne udgør en faldende andel af tv-pakke-priserne.
”Vi er naturligvis glade for, at Ophavsretslicensnævnet efter en meget grundig behandling har givet rettighedshaverne medhold. Nævnet afviser TDC/YouSees påstande om, at vores priser og vilkår er urimelige, og bekræfter samtidig et grundlæggende princip: Når tv-distributører tjener penge på indhold, skal de, der har skabt og finansieret indholdet, også modtage en passende betaling,” siger Anna Porse Nielsen, direktør i Producentforeningen og talsperson for rettighedshaverne i YouSee-konflikten.
For rettighedshaverne er afgørelsen vigtig. Et uafhængigt og sagkyndigt nævn har prøvet TDC/YouSees centrale indsigelser og bekræftet de grundlæggende principper bag rettighedsbetalingen. Nævnet finder blandt andet, at priser og vilkår er blevet til gennem reelle forhandlinger, og at der ikke er grundlag for påstande om manglende gennemsigtighed. Samtidig afviser nævnet, at TDC/YouSees rapporter og undersøgelser af tarifferne i Sverige og Norge kan sammenlignes med tarifferne i Danmark.
TDC/YouSee har valgt ikke at deltage i nævnets behandling og kun forholde sig til den sag, som TDC/YouSee har anlagt mod rettighedshaverne ved Sø- og Handelsretten. Kendelsen er juridisk bindende for TDC-koncernen, men TDC Brands kan vælge at fortsætte den verserende sag ved retten. Derfor er afgørelsen heller ikke ensbetydende med, at konflikten nu er løst, og de tilbageholdte midler kan udbetales.
Nævnet har imidlertid fået og også inddraget alle TDC/YouSees påstande og alle dokumenter fra sagen ved Sø- og Handelsretten. Der er derfor tale om en uafhængig, faglig specialiseret og omfattende vurdering af TDC/YouSees påstande, som har stor vægt og er med til at skabe klarhed og forudsigelighed for hele markedet.