Podcastproducenter: Kom og vær med i klubben!

Producentforeningen kan nu også optage podcastproducenter som medlemmer. Ændringen er kommet i stand, fordi vi gerne vil kunne rumme flere af de medieproducenter, som er relevante her og nu. Lydfortællinger er gennem de seneste mange år blot blevet mere og mere populære. Branchestrukturen har mange lighedspunkter med film- og tv-branchen, og vi ser glidninger mellem lyd og billede med fremkomsten af VOD-casts.

This describes the image

Traditionelt har Producentforeningen kun kunnet optage producenter af billedbåret indhold, men efter en ændring af vedtægterne kan de selskaber, der producerer podcast, nu også søge optagelse. Det er en naturlig udvikling. Lydfortællinger fylder mere og mere i mediebilledet, og Producentforeningen ser podcastproducenter som en naturlig del af den branche, som er organiseret her. De podcastproducenter, der melder sig ind, bliver formelt en del af gruppen Reklamefilm, information og corporate, der har det fællestræk, at medlemmerne producerer til kommercielle kunder og på kommercielle vilkår. Podcastproducenter har en meget bred pallette af kunder, finansieringsformer og produktionsprocesser, og vi glæder os til at udforske denne – for os – nye del af mediebranchen.

Foreningens tilbud til medlemmerne handler bl.a. om juridisk rådgivning, om inspiration og netværk og ikke mindst om politisk interessevaretagelse. I den sammenhæng vil det være interessant at fokusere mere på rammerne for mediestøtte til de publicistiske medier. I forbindelse med Medieaftalen 2023-26 nedsatte kulturministeren et udvalg for fremtidens mediestøtte, der skulle analysere støtten til publicistiske medier og komme med bud på, hvordan støtten kan indrettes i fremtiden, og oktober 2025 kom udvalget med en række anbefalinger. En central anbefaling er at erstatte det komplekse mediestøttesystem med en række særordninger med én samlet ordning, der skal være teknologi- og platformsneutral. Udvalget peger desuden på, at støtten bør målrettes medier, ”der påtager sig et redaktionelt ansvar og arbejder ud fra anerkendte journalistiske principper, uanset om de er en traditionel avis, en digital nyhedstjeneste, en radiokanal, en tv-kanal, et podcastmedie eller en ny medieform, vi endnu ikke kender”. Endelig foreslår udvalget, at der også sættes en udredning i gang for at se på nulmoms og lønsumsafgiften, idet der er en skævhed i denne mere indirekte mediestøtte.  

Er du podcastproducent og interesseret i at høre mere om medlemskab og Producentforeningen? Skriv til os på info@pro-f.dk. 
 

Opdateret 6. nov 2025