Nyt grønt kompetenceprojekt skal styrke branchen i mødet med NES
Den nye grønne standard for film- og tv-produktioner kræver nye kompetencer og arbejdsmetoder. Derfor lancerer vi nu et grønt kompetenceprojekt i samarbejde med branchen.
Fra 2026 bliver Nordic Ecological Standard (NES) introduceret som fælles grøn standard for film- og tv-produktioner i hele Norden. På Producentforeningens morgenmøde i november gav DR, TV 2 og DFI et indblik i, hvordan de hver især forbereder implementeringen – og hvilke krav der følger med for kommende produktioner.
Det står klart, at NES kommer til at påvirke arbejdet på tværs af hele produktionskæden: fra de første kreative valg til materialer, energi, transport og CO2-regnskaber. Producentforeningen bakker fuldt ud op om den nye standard, men vi er samtidig opmærksomme på, at manglende viden og kompetencer ikke må føre til unødige omkostninger og ekstra pres på optagelserne.
Derfor lancerer vi nu et nyt kompetenceprojekt, som skal sikre, at branchen står stærkere rustet til overgangen til NES. Målet er at skabe et fælles fagligt fundament og udvikle konkrete arbejdsmetoder og kompetenceløft, der gør det lettere for produktionerne at arbejde efter den nye standard – uden unødige omkostninger eller ekstra belastning.
Projektet gennemføres i samarbejde med de tidligere partnere i BFTP – Alliancen for Bæredygtig Film og TV Produktion og involverer både faglige eksperter, leverandører og repræsentanter fra de forskellige funktioner i film- og tv-branchen.
Vi glæder os til at sætte dette arbejde i gang og vender tilbage med mere information om projektets forløb og muligheder for at deltage.
Ved spørgsmål eller kommentarer, kontakt projektleder Caroline Gjerulff: cg@pro-f.dk