”Jeg vil gerne takke mine nye spillefilmskolleger for deres generøsitet”

Foto: Pascal Buenning

Signe deler gavmildt ud af sine erfaringer med at producere en stor international spillefilm med et budget på mange mio. kr., hele 6 europæiske co-producenter og mange Hollywoodstjerner. Hun fortæller, at hun har fået utrolig stor hjælp og gode råd fra hendes danske spillefilmskolleger.

-Alle har været helt ufattelig hjælpsomme og generøse, og jeg har fået gode råd og opbakning blandt andet fra kapaciteter som Jonas Frederiksen, Signe Leick, Morten Kaufmann, Anders Kjærhauge, Sisse Graum Jørgensen og Nina Crone fra firmaer som Nimbus, Toolbox og Zentropa. Jeg har også haft nogle fantastiske udenlandske co-producere: Match Factory i Tyskland, Wild Atlantic i Irland, Dorje Film i Italien, Moonspun i England og Anagram i Sverige. Både Joshua og jeg har skulle lære alting undervejs, og så har vi ikke gjort det nemmere for os selv ved at det skulle være en musical. Jeg har været minor co-producent på tre spillefilm tidligere, men det er første gang at jeg er hovedproducent på en spillefilm. Jeg er heller ikke uddannet på filmskolen. Jeg er selvlært producer, men jeg har taget de europæiske co-produktionskurser EURODOC (2003), EAVE (2010), ACE ((2017) og Inside Pictures (2020) undervejs for at forstå det internationale finansieringslandskab.

Kunsten at skaffe international finansiering 
Selvom Signe skulle lære meget undervejs, så kunne hun heldigvis trække på en årelang erfaring med at skaffe international finansiering til dokumentarfilm.

- Jeg lavet alle de her dokumentarfilm og rigtig mange af dem har været internationale dokumentarfilm, som vi typisk også har finansieret internationalt. Det har vi været nødt til, fordi vi kun har kunnet skaffe 20-30% af finansieringen i Danmark. Så jeg har uddannet mig selv undervejs i alle mulige nationale og regionale fonde og ordninger for at være i stand til at rejse pengene. Så jeg har gjort ligesom med dokumentarfilmene; det er bare nogle meget større beløb, siger Signe og understreger, at det er et kæmpearbejde at skaffe international finansiering og tager rigtig lang tid. ”Det er muligt at skaffe europæiske penge, men det er vanskeligt og på grund af måden for eksempel de tyske og italienske ordninger er skruet sammen på, så er det også advokat-tungt og kræver involvering af banker etc., hvilket også var et nyt læringsområde for mig.”

-Jeg har lært 31 forskellige advokater rundt omkring i Europa at kende nu, fordi hver eneste co-producent har en advokat, banken har en advokat i hvert involveret land, og det samme hver executive producer og hver skuespiller, forklarer Signe.

Dansk produktionsrabat
Lige nu er Danmark ikke særlig interessant for internationale co-producenter, fordi vi ikke har en produktionsrabat, understreger Signe, der selv har repræsenteret dokumentarfilmproducenterne i den arbejdsgruppe, som Producentforeningen har samlet på tværs af filmbranchen. Gruppen har netop sendt deres forslag til en dansk ordning til kulturministeriet.

-Vores ordning kommer forhåbentlig i gang fra årsskiftet. Det tror jeg vil hjælpe, fordi der er masser af folk i Europa, der gerne vil arbejde med danske filmfolk, instruktører, men også hold. Vores klippere er internationalt berømte, og vores lydfolk er vanvittigt gode, så der er helt sikkert plads til, at vi kan tiltrække nogle projekter.

Signe bakker op om modellen med refusion på 25% af dokumenteret forbrug af ydelser i Danmark, hvor der er taget særlig hensyn til dokumentarfilm. Hun er imidlertid også realistisk i forhold til forventningerne, fordi den danske ordning ”kun” er på 125 mio. kr.

-Vi skal konkurrere med tax credits på 40% i andre lande, og 32% i Irland, hvor der ikke er et loft,
så det er jo vanskeligt at hamle op med. Mit håb er, at vi kan tiltrække nogle co-producenter, som dem jeg har arbejdet sammen med på The End. De er virkelig, virkelig dygtige, og jeg vil rigtig gerne arbejde sammen med dem igen. Jeg kunne godt forestille mig, at den nye produktionsrabat kan trække nogle af deres projekter til Danmark. De er europæiske arthouse producenter, som står bag relativt store spillefilm, som potentielt kunne søge den ordning, så det bliver rigtig spændende.

Flere spillefilm?
På spørgsmålet om fremtiden byder på flere spillefilm svarer Signe efter en kort tænkepause
-Det er svært, fordi jeg tror, jeg skal bruge noget tid til at evaluere med mig selv. Jeg har skrevet en masse ting ned undervejs, men skal lige bearbejde det rigtigt. Jeg synes, det har været superlærerigt og spændende, men det har også været stenhårdt. Selv nu, hvor vi har afleveret filmen, så er der stadig det økonomiske pres, fordi de sidste rater først udbetales, når alle regnskaber er færdige og godkendte – og co-producenterne får først deres producer fee og administration, når alle andre inkl. banken er betalt.

Både hun og Joshua har selv investeret i filmen, men det er svært for så lille et firma med så stort et cashflow, og de mangler stadig at få en del penge ind. 
-Det er vigtigt, at man også har andre projekter for at kunne køre videre som selskab. Det har været døgndrift i de sidste 3-4 år, så selvom vi har udviklet nye projekter, er jo det gået langsommere, end det ellers ville have gjort. Så vi dem skal have i gang nu for at kunne klare det, siger Signe men pointerer, at det har været det hele værd.
-Det er fascinerende at tale til et stort publikum og at arbejde med et stort hold, hvor folk er så dedikerede og dygtige inden for hver deres specialisering. Det er de jo også på dokumentarer, men der har vi kun én fotograf, klipper, lyddesigner eller komponist. På en spillefilm har du et helt fotografhold, hvor alle ved præcis, hvad de skal gøre og gør det fuldstændig sublimt. Det er jo bare vidunderligt at få lov at være en del af. 
- Joshua vil gerne lave mere fiktion, og vi vil gerne arbejde videre sammen. så det handler om stille og roligt at finde det rigtige næste projekt.

Eksterne producenter
Samtalen om vilkårene for dokumentarfilmproducenter kommer selvfølgelig også ind på den aktuelle debat i kølvandet på balladen med ”Grønlands hvide guld,” som Signe naturligvis også er meget optaget af.

-Jeg synes det er sindssygt vigtigt, at samarbejdet mellem de eksterne producenter, DFI og DR fungerer så godt som overhovedet muligt. Det tror jeg, at vi har alle muligheder for at få det til.

Signe pointerer, at dokumentarfilm kan være både journalistiske og kunstneriske produkter på samme tid. Derfor er det vigtigt, at man har fokus på begge dele i processen især, hvis filmen er undersøgende journalistiske. Men det mener Signe sagtens, at de eksterne producenter, DFI og DR kan få til at fungere. Hun peger på Producentforeningens opgørelse, der viser, at i perioden 2020 til 2024 viste DR og TV2 442 danske dokumentarprogrammer tilsammen. Af disse var 282 eksternt produceret. Alt i alt var der i samme periode fem dokumentarprogrammer, der blev sanktioneret af pressenævnet, og af disse var kun en enkelt eksternt produceret.

-Jeg kan ikke huske, hvem der sagde det, men når nyhedsjournalisterne går hjem, så kommer dokumentaristerne ind, og det er jo sådan set ofte rigtigt. De projekter, vi laver, tager typisk tre år i gennemsnit. De fleste, der laver både entrepriseproduktioner eller interne DR produktioner, har jo ikke så lang tid til at lave deres programmer. Vi kan kun gøre det, fordi vi finansierer det både i Danmark og internationalt og beslutter os for, at det er det her, vi vil, forklarer Signe og tilføjer;

- Når vi lancerer en film, vil vi selvfølgelig gerne have, at flest mulige bliver opmærksomme på den. Derfor kigger vi naturligvis også på nyhedsvinklen i den, når den kommer ud. Men mens vi laver den, så har vi fokus på det universelle i historien og det lange perspektiv. Vi er optagede af forståelse, dybde og følelse, og hvordan mennesker oplever at være i processer over længere tid. Så det er en anderledes måde at gå til stoffet på.

-Jeg synes, virkeligheden er dramatisk nok, så det er ikke nødvendigt at overdramatisere noget. Problemet er, at vi drukner i information, så derfor er det virkelig vigtigt at kæmpe for de rum, hvor man har tid nok til at reflektere og forstå nogle dybere sammenhænge. I de kunstneriske dokumentarfilm kan vi afdække sammenhænge grundigt og fremlægge stoffet gennem kunstnerisk vision og al den menneskelighed, man kan mestre. Vi kan fortælle en historie, som er gennemtænkt, og hvor det er analysen, der er vigtigst, og ikke om man kommer først med ny information. For os er ambitionen at form og indhold går op i en højere enhed, og at de film, vi skaber, er langtidsholdbare.

-Det er det dokumentarfilm kan, og det er det de skal. Det kan fiktionsfilm også, når de er rigtig gode, og de har bare også mulighed for at fortælle med fiktive greb. Det er det vidunderlige ved, at der er en instruktør og en forfatter, som har tænkt sig grundigt om over lang tid, og prøver at fortælle os noget om den menneskelige eksistens på et meget dybere plan, end bare lige det hurtige. Det er jo det kunsten kan, når den er rigtig god, og det er det vi stræber efter at skabe.