Grøn omstilling begynder i manusfasen

De valg, som træffes i manus- og udviklingsfasen, er afgørende for hvor grøn og bæredygtig en produktion kan blive. Kravene til at producere mere bæredygtigt skal ikke begrænse kreativiteten. Men alle kreative valg har produktionsmæssige konsekvenser, og det gælder også for en produktions klimaaftryk.

This describes the image

Producentforeningen afholdt for nylig, i samarbejde med bl.a Danske Dramatikere, Filmbyen i Aarhus og SF Studios, et seminar om grøn omstilling målrettet manusforfattere i film- og tv-branchen. Seminaret samlede mere end 40 manusforfattere i København og Aarhus til en dag med fokus på, hvordan bæredygtighed kan tænkes ind allerede i manus- og udviklingsfasen.

I film- og tv-branchen har vi i mange år arbejdet målrettet med den grønne omstilling ude på produktionerne gennem bl.a. branchesamarbejdet Bæredygtig Film og TV Produktion, BFTP. Erfaringerne viser igen og igen, at jo tidligere bæredygtighed bliver en del af en produktions DNA, jo nemmere – og billigere – bliver det at arbejde med i praksis. Når bæredygtige valg træffes tidligt, bliver de en integreret del af projektet frem for noget, der skal løses sent i produktionen.

På seminaret var der stor nysgerrighed og engagement blandt deltagerne, og de mange manusforfattere stillede skarpe og kvalificerede spørgsmål undervejs. Diskussionerne kredsede blandt andet om, hvordan manusforfatterens valg har stor betydning for, hvor bæredygtigt et projekt kan realiseres. Mange locations, fjerntliggende optagelser, omfattende transport, store setbyggerier og mange natoptagelser var konkrete eksempler på forhold, der kan gøre bæredygtig produktion mere kompleks. Fokus var ikke på at begrænse kreativiteten, men på at skabe større bevidsthed om de produktionsmæssige konsekvenser af de kreative valg.

Producentforeningens repræsentant, Caroline Gjerulff, indledte seminaret med et kort oplæg om de overordnede krav til film- og tv-branchen samt en status på arbejdet med grøn omstilling i dag.

Carsten Sparwath fra TV 2 gav et indblik i, hvordan broadcastere og streamingtjenester i stigende grad stiller spørgsmål til både produktion og indhold, særligt i forhold til klima og mangfoldighed. Han talte bl.a ud fra det dialogværktøj, TV 2 anvender, og gav deltagerne et billede af, hvilke forventninger der i stigende grad møder producenter og kreative.

Seminaret blev rundet af med et oplæg fra bæredygtighedspsykolog Simon Elsborg Nygaard, som introducerede deltagerne til, hvordan narrativer og forskellige fortælleteknikker kan bruges aktivt til at motivere seere til adfærdsændringer og et mere bæredygtigt liv. Oplægget satte fokus på det store forandringspotentiale, der ligger i de historier, branchen fortæller, og hvordan de fortælles.

Seminaret var arrangeret af Producentforeningen, Danske Dramatikere, Filmbyen i Aarhus og SF Studios og blev gennemført med støtte fra CRESCINE.
 

Opdateret 4. feb 2026