Et visionært medieforlig der tager fat på nogle af de store udfordringer
Så lykkedes det omsider. Regeringen har i dag sammen med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne har i dag præsenteret et medieforlig, som byder på gode nyheder på en række af de væsentlige områder for vores medlemmer.
Det er en stor glæde, at medieforliget indeholder et kulturbidrag fra streamingtjenesterne. Et kulturbidrag på 6% af tjenesternes omsætning vil være med til at sikre, at borgerne også i fremtiden har adgang til masser af dansk kvalitetsindhold. Dermed melder Danmark sig ind i gruppen af europæiske lande, der gør en aktiv indsats for at styrke originalt nationalt indhold.
Med et kulturbidrag som skal fordeles mellem public service puljen og et øget tilskud til dansk film, bidrager streamingtjenesterne fremover endnu mere til talentudvikling og indholdsproduktion med et udgangspunkt i dansk kultur. Vi ser frem til at få kulturbidraget implementeret, så der kan komme gang i produktionen af film, tv og lyd – til gavn for os alle.
Public service puljen bliver med kulturbidraget betydeligt større, og vi hilser det meget velkomment, at producenter nu også kan søge produktionsstøtte i puljen. Det er et ønske, som det uafhængige produktionsmiljø har haft i mange år – faktisk siden puljen blev etableret. Det er producenterne der har det største incitament til at udnytte produktionerne efter den primære udnyttelse. Derfor er vi glade for, at producenterne nu også kan ansøge puljen.
Modernisering af puljen i forhold til distributionskrav og administration er udskudt til senere drøftelser, og vi anbefaler, at de drøftelser går i gang snarest muligt.
Medieforliget indeholder også et politisk løfte om, at DR og TV 2 skal øge deres engagement i dansk film. De specifikke krav udskydes til filmaftalen. Vi opfordrer kraftigt til, at broadcasterne igen forpligtes til at engagere sig i dansk spillefilm og dokumentarfilm med et bestemt beløb, et bestemt antal produktioner og på et aftalt sæt vilkår. Siden 2019 har de to broadcastere haft en forpligtelse, der kun forholder sig til antallet af produktioner og en formulering om, at engagementet skal foregå på markedsvilkår. Det har ikke fungeret, og det har været et stort ønske i filmbranchen, at de to statsejede tv-stationer igen får både en økonomisk og en kulturel forpligtelse til at støtte danske spille- og dokumentarfilm.
I Producentforeningen glæder vi os over et visionært medieforlig, der for alvor tager fat på nogle af de store udfordringer for branchen. I en globaliseret verden der domineres af store internationale streamingtjenester, er der brug for en stærk national kulturstøtte, og her er aftalen et vigtigt og stort skridt i den rigtige retning.
Yderligere oplysninger:
Jørgen Ramskov, direktør, 2027 7790
Producentforeningen er branche- og arbejdsgiverorganisation for producenter af film, tv og spil.