Anna Porse Nielsen er ny direktør i Producentforeningen

Producentforeningens nye direktør er nu fundet: Bestyrelsen har valgt Anna Porse Nielsen, som tiltræder til august.

This describes the image

Anna Porse Nielsen bliver ny direktør i Producentforeningen. Hun afløser Jørgen Ramskov, der har været direktør i Producentforeningen siden 2019. 
Anna Porse Nielsen er uddannet cand. scient. pol. og har i mange år stået i spidsen for konsulentvirksomheden Seismonaut, som hun selv har grundlagt, og som hun afhændede i 2023. Hun har senest haft job som politisk direktør i Koda.

”Anna Porse Nielsen skal fortsætte den gode udvikling, som foreningen har oplevet under Jørgen Ramskov. Ved valget af Anna som ny direktør har vi lagt vægt på, at hun forener moderne ledelseskompetencer med iværksættererfaring, et godt blik for kreative processer og tillidsbaseret opbygning af alliancer. Anna har i størstedelen af sin karriere arbejdet i krydsfeltet mellem erhvervs- og forretningsudvikling i de kreative og kulturproducerende brancher. I en forening som består af iværksættere, er Anna med sin baggrund som selvstændig erhvervsdrivende et perfekt match for os, og vi glæder os til samarbejdet med hende.

Udviklingen i film- og tv-branchen går hurtigt i disse år, og en af Annas vigtigste opgaver bliver at sikre medlemmerne indflydelse på udviklingen, uanset om medlemmerne producerer TV, dokumentarfilm, spillefilm, fiktionsserier, reklamefilm eller animation,” siger Kasper Fredshavn, bestyrelsesleder i Producentforeningen.

”Gennem de sidste 20 år har jeg været med til at sætte Danmarks kreative erhverv på den politiske agenda, fordi vi i Danmark kan noget helt særligt, når det kommer til at skabe visuelle fortællinger, der betyder noget for mennesker. Jeg har både arbejdet som rådgiver i min egen konsulentvirksomhed og som bestyrelsesmedlem i Fonden Filmtalent, Vision Denmark og i animationsmiljøet i Viborg. Direktørstillingen i Producentforeningen er derfor et drømmejob og jeg glæder mig til samarbejdet med foreningens medlemmer, medarbejdere og interessenter,” siger Anna Porse Nielsen. 
 
Om Producentforeningen
Producentforeningen er en brancheorganisation i vækst, der arbejder for at styrke og udvikle danske producenter af film, tv og reklamefilm. Foreningen søger politisk indflydelse og varetager medlemmernes interesser i forhold til politikere, rettighedsorganisationer, offentlige institutioner, tv-stationer og reklamebureauer, som har indflydelse på produktionsvilkårene. Som arbejdsgiverforening forhandler Producentforeningen overenskomster med de lønmodtagergrupper, der er relevante. Foreningen tilbyder desuden medlemmerne rådgivning juridisk rådgivning samt en række fordele som styrker deres forretning og mærkesager.


 

Opdateret 15. maj 2024

Vil du vide mere?